Om Amagerbro Jazz
Amagerbro Jazz
Glassalen

Om Amagerbro Jazz


Amagerbro Jazz er skabt af jazzentusiaster i fællesskab med det lokale kulturhus, Kvarterhuset. Hvert år arrangerer vi 10-15 koncerter, hvoraf flest bliver afholdt på vores faste koncertdag fredag. Men når der er Jazzfestival, Kulturnat eller bare en mulighed for at hyre et godt navn, så åbner vi dørene på hverdage eller til en søndagsmatiné. Målet er at give publikum jazzoplevelser af høj standard i en uformel og intim ramme. Derfor er Kvarterhusets karakteristiske glassal med sin hyggelige atmosfære det perfekte sted.


Amagerbro Jazz er en forening, hvor alle kan være med. Bestyrelsen og de frivillige, der er med til at gøre koncertsalen klar og sælge drikkevarer - forsøger at skabe den gode stemning for alle, der gerne vil opleve kvalitetsjazz, uanset om man blot er nysgerrig på jazzen eller garvet jazzentusiast. Samtidig med de høje ambitioner til kvaliteten, så forsøger vi at holde priserne så lave som muligt, både for entré og drikkevarer, så alle – både lokale og fra byen – kan samles om det gode musikmiljø.



Scenen og musikken


Scenen er Kvarterhusets prisbelønnede sal tegnet af Dorthe Mandrup. Salens glasvægge og træstruktur giver scenen et særligt look og en helt intim akustisk kvalitet. Glasset giver publikum en konstant reminder om det danske vejr og de skiftende årstider.


Koncerterne er intime og det særlige rum med glas og træ gør jazzen til en helt særlig organisk oplevelse. Der er plads til max. 80 siddende gæster, uden forhøjet scene og helt i øjenhøjde med publikum. Genrerne spænder vidt; det moderne blandet med vocal, elektronisk, avantgarde, world, swing, bebob, cool..... m.m. Den nordiske tone blandes med andre input fra jazzens mangfoldige stilarter.


Amagerbro Jazz sammensætter hver sæson et program, der er blandet med veletablerede musikere fra den danske jazzscene og nye up-comming bands, så det giver publikum et indtryk af, hvad jazzen i dag og fremover har at byde på.




Amagerbro Jazz Medlemskab

 

Som medlem af Amagerbro Jazz opnås 25% rabat på entrébilletten.

 

Medlemskabet er personligt og medlemskortet, der udleveres ved oprettelse, må derfor ikke overdrages til andre.

Medlemskortet skal fremvises for at opnå rabat. Dette gælder tillige for billetter købt online, hvor rabatten er givet i forbindelse med betaling. Kan medlemskab ikke dokumenteres under fremvisning af billet, afregnes fuld entré.

 

Perioden for medlemskab følger kalenderåret.

Prisen er kr. 100 pr. år. Dog nedsættes prisen til kr. 50 i anden halvdel af året, dvs. fra 1.7 og året ud. 

 

I forbindelse med oprettelse af medlemskab registreres navn og email-adresse på medlemmet. Disse persondata deles ikke med andre og slettes efter et års inaktivt medlemskab.

 

Vil du være medlem, så mød op til en af vores koncerter, hvor du kan blive oprettet og få udleveret dit eget personlige medlemskort. Eller overfør kr. 100 til MobilePay på nr. 90138 og angiv her dit navn og din email-adresse (dobbelttjek venligst indtastningen). 



Frivillig arbejdskraft

 

Til afvikling af Jazzklubbens koncerter bruger vi frivillige, der har tid og lyst til at give en hjælpende hånd og som vil være en del af det hyggelige jazzmiljø, vi har på stedet. 


P.t. har vi et fuldt afviklerhold. Men send os gerne en mail, hvis du er interesseret i at være en del af afviklerholdet. Vi vil så kontakte dig, når der bliver behov for opmanding.


koncertsalen



Billetter og JazzBar.

 

Billetter til koncerterne kan købes via Billetto.

 

Resterende billetter kan købes i døren, enten med kortbetaling eller MobilePay.

 

Vores lille JazzBar er åben umiddeltbart før, under og efter koncerterne. Her er der mulighed for at købe drikkevarer af vores mindre udvalg af øl, vand, rød- og hvidvin. Betaling enten med kortbetaling eller MobilePay


BESTYRELSEN og SUPPLEANTER:

Amagerbro Jazz